Den første nat

Uanset hvor meget kærlighed du giver din hvalp den første dag, du henter ham/hende, kommer man ikke uden om, at den bliver fjernet fra sin familie og de trygge rammer. Det gør det ekstra vigtigt, at du er der for hvalpen. Men skal man så lade hvalpen være helt alene den første nat? Nej – det vil være synd for det lille kræ. Her har jeg samlet et par tips, som måske kan gøre de første nætter lidt lettere.

Før sengetid er det selvfølgelig en fordel, at hvalpen er træt og har fået overstået det sidste toiletbesøg. Det vil være en meget god ide, at lade hvalpen sove ved siden af sengen, de første nætter for at undgå følelsen af at være blevet forladt. Hvis du planlægger at lade hvalpen sove i et bur eller en løbegård, skal du sørge for, at hvalpen er rolig, så den ikke kommer til at føle sig spærret inde, og så den ikke forbinder sovestedet med noget negativt. En hvalp oplever primært verden igennem næsen, så giv den et håndklæde, et stykke legetøj, et tæppe eller en anden ting, som lugter af familien (og allerhelst af hvalpens mor – spørg evt. sælgeren af din hvalp, om du kan få en lille ting med). Dette vil være med til at få hvalpen til at slappe af og tilpasse sig den nye flok.

Hvis hvalpen forsøger at gå fra hundekurven/tæppet, begynder at pibe/hyle eller begynder at gnave i ting for at dulme ængstelsen over at være alene, så korriger adfærden forsigtigt men konsekvent. Da hvalpen var hos sin mor, sørgede hun for overholdelse af et meget strikst regelsæt for opførsel, så der skal egentlig ikke så meget til, før hvalpen forstår.