Tag hunden med i bad…

Når man på TV ser hundeejere bade deres hunde, ser det hyggeligt, sjovt og fornøjeligt ud for alle, som er med. Men desværre er en tur i bad med din hund i virkelighedens verden ikke altid en positiv oplevelse.

Hunde elsker at blive beskidte og stinke, og mange hunde er ikke blege for at kæmpe ret så hårdt for at undgå en tur i badekarret. Og selvom det ser sjovt ud, når de i TV render rundt efter hunden, som er smurt ind i sæbe, så er det ikke nær så sjovt, når det er dig selv, det gælder.

Du får her mine forslag til, hvordan du kan gøre badetid til en mere behagelig oplevelse for Jer begge.

Positiv associering

Det første, du skal gøre, er (som med alt andet) at få hunden til at forbinde badning med noget positivt. Med andre ord skal du give godbidder evt. legetøj og hengivenhed for at få din hund til at nærme sig badeværelset og når den gør noget, som vil gøre badning lettere.

Tommelfingerreglen er, at når du introducerer din hund til noget nyt, så er det vigtigt med en positiv association – det gælder selvfølgelig også når hunden skal i bad. Start med at vænne hunden til at hoppe i et tomt kar og lad ham sidde der mens du giver ham godbidder eller yndlingslegetøjet. Arbejd dig stille og roligt frem og fyld lidt vand i karret (ikke varmt). Øvelsen gentages indtil hunden er tryg ved det hele – husk masser af godbidder og ros.

Beskyt ørerne. Du skal være meget forsigtig med ikke at få vand i hundens ører, når du vasker den. Det er både ubehageligt for hunden, og det kan også medføre øreinfektioner. Hvis din hund accepterer det, kan du evt. sætte et par vattotter i ørerne – hvis ikke må du gøre dit bedste for at der ikke kommer vand i ørerne. Der fås særlige midler til at rense hundens ører.

Begynd tidligt. Hvis du har en hvalp, så start med at bade hende så snart, som det er muligt. Hun vil være mere modtagelig som hvalp og derfor vil hun vænne sig til det og formentlig være helt OK med det som voksen.

Brug den rette shampoo. En sikker måde at gøre det ugentlige eller månedlige bad til en ubehagelig for Fido er at bruge en shampoo, som får huden til at udtørre og klø. Det ideelle er en mild uparfumeret shampoo, som fjerner uønsket lugt uden at vaske pelsens og hudens naturlige olier ud. Tal med din dyrlæge om, hvilken shampoo du skal bruge.

Arbejd oppefra og ned. Det er ikke kun hundens ører, du skal beskytte – det gælder selvfølgelig også øjne og mund. Dette gør du ved at starte med at vaske i nakken og arbejde dig nedad. Brug et bæger eller en kop til at gøre hunden våd – eller evt. en spray. Men hvad så med ansigtet? Brug en vaskeklud 🙂

Tørring. Det er meget praktisk at kunne tørre helt med det samme for eksempel med en hårtørrer. Men dette kræver meget tilvænning på grund af lyd og følelsen af blæsende luft. Vær også meget forsigtig, da en hårtørrer kan brænde på huden. Den sikre vej frem er et håndklæde. Eller formentlig et par stykker…

Vigtigst er det, at hunden forbinder det at komme i bad med noget positivt, så du skal altid sørge for at være rolig og hengivende, når du vasker din hund. Ideelt set kan det også være en god øvelse til at skabe kontakt mellem dig og hunden. Husk: tålmodighed er en dyd.