Sommeren er herlig for vi hundeejere. Du kan løbe, lege, svømme og meget andet med din bedste ven i det gode sommervejr. Men med sommeren kommer også de mange risici, som du skal tage højde for som hundeejer:
1. Hedeslag
Hedeslag opstår, når din hunds kropstemperatur stiger til et farligt niveau. Det ses oftest, når hunde efterlades i en varm bil for længe – eller hvis de er overaktive i varmen. Efterlad ALDRIG din hund i varmt vejr – også selvom vinduet står på klem. Din hund skal ALTID have adgang til skygge, når den er udenfor. Voldsom leg konflikter også med hundens evne til at køle sig selv ned ved at halse, så dette bør du også undgå.
2. Solskoldning
Hunde kan blive forbrændt i solen ligesom vi mennesker kan. Hvide/lyse hunde og hunde med tynd pels har en forøget risiko for solskoldning. Dette medfører smerter, kløe og andre problemer. For at undgå solskoldning bør du bruge en vandfast solcreme specielt til babyer eller kæledyr. Sørg for at smøre ører, snude og huden omkring munden ekstra godt.
3. Forbrændte poter
Fortove, veje, sand og andre overflader kan forbrænde din hunds trædepuder. Gå med din hund om morgenen og om aftenen, når underlaget er køligst. Hold hånden på underlaget i 30 sekunder for at teste det, før du lader din hund gå på det. Hvis det gør ondt på dig, vil det også gøre ondt på din hund.
4. Dehydrering
Undgå dehydrering ved at give din hund ubegrænset adgang til frisk og køligt vand – både inde og ude. Isterninger eller et stykke frosset kød (evt. et ukogt suppeben fra slagteren) får din hund til at indtage mere væske og derved holde den nedkølet. Du kan også fodre med vådt foder hen over sommeren for at forøge væskeindtaget.
5. Bål og grillaftener
Hvis du laver bål, skal du holde øje med, at din hund ikke stikker af med en glødende pind. Og hvis du griller skal du passe på, at hunden ikke finder på at slikke på grillen (eller fx på en varm grillrest med madrester), hvilket kan forårsage forbrændinger på tungen eller i munden. Optændingsvæske er gift for din hund, og skal holdes udenfor hundens rækkevidde. Sørg generelt set for at holde din hund fra bål og grill.
6. Lopper og parasitter
Lopper, tæger, parasitter, myg, fluer og andre insekter er tilstede i hobetal i sommermånederne. Tag gerne din hund med til dyrlægen og få råd om, hvordan du forebygger insektgener med ting som loppehalsbånd, sprays, shampoo, særlige medikamenter osv. Læs også mere om lopper og andre parasitter her.
7. Kemikalier i vandet
Det er ingen hemmelighed, at de fleste hunde elsker vandet og elsker at svømme. Det kan være til stor fornøjelse for din hund, men klorin kan genere din hunds hud og pels, og give maveproblemer. Sørg derfor altid for at rense din hund med rent vand efter en tur i poolen, og lad den helst ikke drikke vandet fra poolen. Husk i øvrigt også, at din hund ikke må drikke for meget saltvand, når I er på stranden, da dette kan give voldsomme mavegener. Og når vi nu er i det våde element, så er det jo ikke alle hunde, der ynder en tur i bølgen blå – anskaf dig derfor en redningsvest til de knapt så modige – se her.
8. Sæsonbetonede allergier
Lopper, pollen, blomster og andre potentielle allergener er ganske almindelige om sommeren. Allergi kan medføre kløe (som igen kan føre til sår og endnu mere kløen og kradsen), hoste, nysen osv. Ganske som ved vi mennesker. Du bør derfor holde din hund væk fra disse, hvis din hund er udsat for allergi. Tal altid med dyrlægen, hvis du oplever symptomer på allergi – det meste kan behandles med antihistaminer designet til kæledyr eller med andre medikamenter.
9. Løbe bort
Pas på din hund, når I rejser rundt om sommeren for at undgå, at den bliver væk i de ukendte omgivelser. Sørg for, at der altid er nogen til at holde øje med din hund, hvis den er uden snor. Halsbånd med kontaktinformationer er lovpligtige i Danmark.
Disse er generelle tips til “sommer-sikkerhed”, men ingen andre kender din hund som dig selv. Hvis fx din hund er rigtig godt opdraget, hvad mad angår, er det måske mere sikkert at have den løbende omkring, når I griller. Vær ikke bange for at slippe din hund fri i områder, hvor det er tilladt og sålænge du kan kontrollere din hund (husk at på stranden skal hunde altid holdes i snor i sommersæsonen som går fra april til september). Men vær opmærksom på de mulige farer, der kan lure i nærheden.
Men sørg frem for alt for at bruge de mange lyse og lune timer på at have masser af sjov med din hund.